29/9-2017

Energiklagenævnet imødekommer ikke anmodninger om opsættende virkning i to klagesager vedr. den kystnære havvindmøllepark Vesterhav Syd.

Energiklagenævnet imødekommer ikke anmodninger om opsættende virkning i to klagesager vedr. den kystnære havvindmøllepark Vesterhav Syd. Da Energistyrelsen den 22. december 2016 gav tilladelse til, at de to kystnære havvindmølleparker Vesterhav Syd og Vesterhav Nord kunne etableres, modtog Energiklagenævnet efterfølgende over 300 klager. Flere af klagerne bad om, at klagerne blev tillagt såkaldt opsættende virkning med den virkning, at projektet skulle sættes på ”stand-by”, indtil der træffes afgørelse i selve klagesagen. Energiklagenævnet har nu taget stilling til kravet om opsættende virkning i to af sagerne. Krav om opsættende virkning I de to klagesager havde to grundejerforeninger anmodet om at give deres klager opsættende virkning. Energiklagenævnet har fundet, at de pågældende grundejerforeninger er klageberettiget ifølge § 67, stk. 1-3 i lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven), idet det fremgår af deres vedtægter, at et af formålene er at varetage væsentlige rekreative interesser. I de pågældende sager (j.nr. 1131-17-157 og 1131-17-170) fandt Energiklagenævnet dog, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der vil gøre klageadgangen til Energiklagenævnet overflødig, hvis klagen ikke tillægges opsættende virkning. Nævnet fandt heller ikke, at der vil ske uoprettelig skade, hvis klagen ikke tillægges opsættende virkning. Energiselskab påtager sig risiko ved at igangsætte havvindmøllepark trods klagesager Energiselskabet Vattenfall Vindkraft A/S, der vandt udbuddet om havvindmølleparken, er bekendt med de verserende klagesager ved Energiklagenævnet. Såfremt Vattenfall alligevel igangsætter den kystnære havvindmøllepark Vesterhav Syd, påtager de sig en betydelig økonomisk risiko, hvis en senere afgørelse ved Energiklagenævnet giver klagerne medhold. Tilladelser til etablering afgøres senere Energiklagenævnet tager i de to ovenstående afgørelser kun stilling til, om klagerne skal have opsættende virkning. De endelige afgørelser vedr. klagerne over selve etableringstilladelserne for de kystnære havvindmølleparker fra Energistyrelsen, tager Energiklagenævnet først stilling til senere. Energiklagenævnet vil desuden senere træffe afgørelser i de resterende klagesager.